Lejrskole
Lejrskolerne er en del af undervisningen, og deltagelse er obligatorisk.
Lejrskole bh.kl-3.kl.
Lejrskole børnehaveklasse- 3.klasse
Det er en stor oplevelse at rejse sammen og være på lejrskole sammen. Lejrskolen er en proces med en forberedelsesfase, selve turen og en evaluering. På lejrturen får voksne og børn mulighed for at opleve hinanden i nye sammenhænge, med mulighed for at fordybe sig i relationerne og opleve hinandens og egne styrker. På lejrturen har vi fokus på det kropslige og det æstetiske.
Mål og værdier:
Fælleskab:
Der er progression i ansvar og krav ift. deltagelse i praktisk arbejde til fællesskabets bedste.
Alle kan noget og sammen kan vi meget mere.
Styrke relationer og fællesskabet med fokus på det fælles tredje.
At planlægge fælles sanseundervisning/oplevelser, hvor man ikke er begrænset af tid i fællesskabet.
Kreativitet:
At barnet kan opdage/bruge egne styrker og i samværet opleve andres styrker.
Vi må udnytte/udforske de nye områder vi er i og se muligheder for aktiviteter i de artefakter, vi har omkring os.
Mod:
Børnene oplever passende forstyrrelser, når skoledagen forlænges til dage.
Børnene er uden for hverdagens komfortzone og kan udfordre egne grænser.
Ro:
Få tid til at ”være” og fordybe sig i nye rammer/miljøer og styrke relationer mellem børnene/børn, voksne/voksne, børn/voksne.
Der er en gradvis progression i antal overnatninger i børnenes skoleliv. Børnene vil i løbet af de fire år i lilleafdelingen komme forskellige steder hen, herunder komme længere og længere væk (geografisk). Heri tænkes der ift. progression og alder. Børnene får mulighed for at opleve forskellige steder med forskellige temaer (f.eks. lokale råvarer) ift. hvor man er på Sjælland.
Deltagere:
Lærer og klassepædagog samt forældre efter aftale med læreren og pædagogen.
Forældre, som er med på turen, er bl.a. de ”praktiske”: mulighed for at lave mad med nogle børn, at stå for aktiviteter o.lign. Inden turen afstemmes opgaverne i dialog med læreren.
Lejrskole i 4.-6.kl.
Det er en stor oplevelse at rejse sammen og at være på lejrskole sammen. Lejrskolen er en proces med en forberedelsesfase, selve turen og en evaluering. På lejrturen får voksne og børn mulighed for at opleve hinanden i nye sammenhænge, med mulighed for at fordybe sig i relationerne og opleve hinandens og egne styrker.
På mellemrummet er vi væk sammen (4. 5. og 6. klasse) i 5 dage (fire overnatninger). Vi besøger forskellige steder i Danmark og hvert sted har sit fokus.
Vi ønsker at styrke sammenholdet og fællesskabet på tværs af de tre klasser.
Vores motto er: Alle kan noget og sammen kan vi meget mere. Lejrskolerne er med til at styrke relationer og fællesskabet med fokus på det fælles tredje. Den fælles oplevelse mellem klasserne bidrager til vores positive undervisningsmiljø, hvor klasserne blandes. Vi har fokus på at alle børn kan klare sig på vores ture og vi gør et stort stykke arbejde (også før turene) for at hjælpe alle godt igennem oplevelsen. Vi ved, at disse ture er med til at styrke børnenes resiliens. På lejrturene er der mulighed for at opleve, hvor meget vi selv kan og derved vokse som menneske.
Vi ser en stor styrke i at de ældre elever kan videregive det, som de har lært fra tidligere år, både i forhold til at være væk hjemmefra og også i forhold til de faglige udfordringer, som vi giver børnene. Disse udfordringer varierer i forhold til de tre forskellige ture. Pt. besøger vi følgende steder i Danmark:
THURØ:
Turen til Thurø rummer udfordringer i forhold til budgetlægning, madplaner, madlavning, rengøring i små familiegrupper. Børnene bor i campinghytter på Thurø camping. Vi besøger Naturama i Svendborg, hvor børnene får indblik i flora og fauna, eller vi oplever Svendborg og det sydfynske øhav på diverse udflugter.
JYLLAND:
Turen til Jylland giver indblik i forskelligartet natur, Danmarks byer og historien i det jyske.
SAGNLANDET LEJRE:
Vi ønsker at give børnene en historisk oplevelse, hvor alle sanser bliver stimuleret. Børnene får indblik i livet som det levedes i vikingetiden og i en primitiv kultur, som man stadig kan opleve flere steder i verden. Der arbejdes med forskellige aktiviteter med stort fokus på samarbejdet og på tværs af klasserne.
Deltagere:
Mellemtrinnets lærere
Indsamlingerne til turene:
Hver klasse sælger julekalendere til fordel for Red barnet. Overskuddet kommes i en fælles lejrskolepulje. Med denne lille indsats fra hvert barn ønsker vi at børnene får ejerskab for lejrskolen, at de anerkendes for indsatsen, selv sætter pris på at komme afsted og dermed tager ansvar for at få turen til at fungere på bedst mulig måde.
Lejrskoler i 7.-9.klasse
Lejrskoler i 7.-9.klasse
Overbygningens lejrskoler er en naturlig progression fra de lejrskoler, der i øvrigt har været op gennem skoleforløbet. Vi vægter, at lejrskolerne i alle tre overbygningsår er tværfaglige og giver mulighed for høj grad af både forarbejde og efterbearbejd-ning, så lejrskolen ikke står alene. Herudover er det essentielt, at lejrskolerne ligele-des giver anledning til nærvær og fællesskab, så det sociale aspekt i den grad også er tilstedeværende.
Vores lejrskoler i overbygningen omfatter derfor:
7. klasse – Madlejr i samarbejde med Arlafonden
Madlejren giver anledning til 5 dages intensiv madlavningslejrskole i Danmark. Med fokus på mad, sundhed, trivsel og bæredygtighed ligger denne lejrskole i direkte tråd med flere af skolens værdier og ikke mindst vores undervisning i overbygnin-gen. En bred fagrække er repræsenteret i lejrskolen, og den indgår desuden som en del af madkundskabsundervisningen, som er vores praktisk-musiske prøvefag i 8. klasse.
8. klasse – Filmlejrskole i Filmbyen v. Station Next
Filmlejrskolen giver anledning til 5 dages filmproduktion i Danmark I lejrskolen ligger et stort forarbejde i form af idéudvikling, manuskriptskrivning, teknisk indsigt, sam-arbejde med eksterne, professionelle filmfolk, dramatisering, forpligtende og gensi-digt ansvar og meget andet. Afhængigt af klassens ideer og manuskript indtænkes de relevante fag i forarbejdet såvel som i produktionen.
9. klasse – Kulturudveksling som længerevarende udlandsrejse
For skoleårene 2019-2021 er destinationen Vietnam. I lejrskolen ligger ud over et stort kulturelt forarbejde gennem hele 9. klasse en høj grad af samarbejde med eks-terne aktører, formidling af egen kultur og hverdag i en fremmed kultur, indsigt i samfundsmæssige problemstillinger, indsigt i konsekvenser for til- og fravalg i denne type rejse, dannelse og meget andet.
Vi søger at fremme elevernes forståelse for internationale sammenhænge, og derigen-nem øge deres respekt for andre folkeslag. Der findes som bekendt hvide pletter på vo-res landkort – altså endnu ikke udforskede områder – ligesom der eksisterer hvide plet-ter i vores bevidsthed. ”I gamle dage var det, der optog de opdagelsesrejsende, jo først og fremmest at nå ud til de hvide pletter på landkortet – jeg rejser for at finde de hvide pletter i vores bevidsthed!” Ib Michael (Hjemkomster af Vagn Lundbye, Borgens Forlag, 1987). Det bliver i lige så høj grad en dannelsesrejse, hvor eleverne vil komme til at møde sig selv på en ny måde, når de med deres bagage som dansker, ung og skandi-nav begiver sig ud på rejsen sammen med deres kammerater. Det bliver et møde med en masse spændende og anderledes oplevelser – og samtidig også en kulturel udfor-dring.
Gennem grundige forberedelser, studier og en sund nysgerrighed vil de blive klædt på til at knække de kulturgrammatiske udfordringer, de møder på deres vej. Som forbere-delse til rejserne får de styrket deres interkulturelle kompetence, så de føler dig klar til at møde verden.
Deltagere:
Overbygningens/mellemtrinnets lærere, hvor det er de mest relevante lærere, der deltager i lejrskolerne for de enkelte klasser ift. forarbejde og efterbearbejdning.
Indtjening til turene:
Indtjeningen er integreret i overbygningen, hvor den tænkes ind i overbygningens årsplaner og undervisning, herunder indtjening ved frivilligt arbejde.